Blackjack regler

Kortene gælder følgende

Billedkort: 10 point
Es: 1 eller 11 point
2-10: pålydende værdi

Bordet som Blackjack spilles ved, er rundt og dækket af et klæde, hvorpå der er påtrykt 7 "spillebokse". Der kan sidde 7 spillere ved bordet, og disse kaldes "boksholdere". De personer, der ønsker at være med, udover de der sidder ved bordet, er underlagt den boksholders beslutninger, som de vælger at spille hos, og må ikke påvirke dennes beslutninger. Der spilles med 6 spil kort.

Spillet

Alle spiller mod dealeren. Blackjack spilles fra venstre mod højre. Når alle har gjort deres indsatser, starter dealeren med at give ét kort til hver spiller fra en beholder("sko"), og til slut et kort til sig selv. Kortene bliver lagt med billedsiden opad. Der gives endnu et kort til hver af spillerne. Dealeren spørger nu hver boksholder, om han/hun vælger at stå eller "købe" endnu et kort, indtil spilleren står eller passerer 21 point, og dermed går ud af spillet. Når alle har fået de kort, de vil have, tager dealeren sit andet kort. Hvis dealerens point er 16 eller derunder skal dealeren trække endnu et kort. Med 17 point eller derover, skal dealeren stå. Når dealeren er færdig, begynder gevinstudbetalingen.

Gevinstudbetaling

Den bedste kombination i Blackjack er en kortsammensætning, der giver 21 med de to første kort (es + billedkort eller es + 10). Hvis boksholderen får denne kombination, Blackjack, har han/hun vundet. Både boksholder og den spiller som har spillet med i boksen, får deres indsats 1,5 gang tilbage, dvs. gevinsten er 3:2. Er indsatsen 100 kr., bliver gevinsten 150 kr. Det er kutyme at give den øverste jeton i drikkepenge, hvis man får Black Jack.
Er boksholderen tættere på 21 end dealeren vinder spilleren og får sin indsats tilbage 1:1. Er pointtallet højere end 21, har spilleren tabt. Hvis dealeren overskrider 21, vinder alle spillere, der ikke selv har over 21, i forholdet 1:1.

Uafgjort

Hvis både boksholder og dealer har Blackjack, ender spillet uafgjort ("push"). Dette gælder således også, når dealer og spiller har samme pointtal. Spillere, der hverken har vundet eller tabt, kan spille videre med samme indsats, ændre indsatsen eller inddrage den.

Fordobling

Er pointtallet for de første to kort 9, 10 eller 11, kan boksholderen vælge at fordoble den oprindelige indsats. I så tilfælde får boksen kun ét kort yderligere. Grunden til at boksholderen vælger at fordoble indsatsen, er håbet om at få et kort med en høj værdi, og dermed nå så tæt på 21 som muligt.

Forsikring

En boksholder kan forsikre sig mod, at dealeren opnår Blackjack, hvis dennes første kort er et es. Boksholderen skal da lægge en indsats svarende til højst halvdelen af det oprinde indsats, på "insurance"-feltet på bordet. Får dealeren Blackjack, udbetales 2:1 - hvis ikke dealeren får Blackjack, er forsikringen tabt.

Split

Hvis de to første kort i en boks har samme værdi, f.eks. to 10´ere eller to 8´ere, kan boksholderen vælge at splitte kortene. Samtidig skal indsatsen fordobles, så hver hånd har hvad der svarer til den oprindelige indsats. Man kan splitte så mange gange man vil. Splittes to esser, får boksholderen kun ét kort til hvert es. Hvis dette kort er et billedekort eller en 10´er, tæller kombinationen ikke som Blackjack, men som 21.